Her en måned efter jul er vi  stadig i januar, den koldeste januar i mange år. Med gentagne snedækker og hård frost er vi underlagt naturens kølige lune og må indrette os med ekstra mange lag tøj og radiatorer, der banker løs for at vi kan fortsætte, som vi plejer.

Det er næsten ligeså vinteragtigt som den gang Jan kørte op til Iben i vinterlandskabet for at vurdere det gamle, ramponerede klaver, der stod i hendes lejede hus, og hun lokkede ham til at spille varmen ind i hendes stue, som hverken den alt for stærke kaffe eller brændeovnen ellers kunne varme op.

Og minderne om den dag bliver vakt til live en dag, da Jan støder ind i Iben, som hun står i sin korte jakke foran en lingeributik – men før han ved af det, er hun borte igen.

Ikke engang i dette kolde vejr, hvor vinden hyler omkring bygningens hjørne med varslet om mere sne om lidt, måske i nat, og jeg sidder indenfor i min lune stue med en ekstra trøje, føler jeg mig klædt ordenligt på til ’Iben, om vinteren’. For på sin hjertevarme måde bliver jeg igen grebet af Jørgen Børglum Larsens historie, der i alt sin gribende enkelthed og med en klarhed, der ville gøre den frostspændte nattehimmel misundelig, fortæller mig en historie, jeg ikke ville have undværet. Jeg oplever, at denne novelle netop kan noget af det, som en novelle meget gerne må kunne:

Den viser os toppen af et isbjerg, der har indkapslet historien i lag efter lag i sine frosne vandmasser, og kun lader os se et glimt. Det udvælger et udsnit af en langt større historie, som vi aldrig får, men efterlader os nysgerrige og ærgerlige over, at vi ikke får lov til at vide mere om Jan, der også ved, at han er nødt til at vide om Iben.

Der er endnu dage eller uger tilbage af denne vinter. Hvornår den slipper sit tag i os, kan kun meteorologerne sige – men indtil videre har jeg ikke hørt noget. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jan og om han har fundet, hvad han søger. 

Gad vide om han stadig tænker på Iben, om vinteren?