Da jeg var barn, holdt jeg meget af en bestemt slags tankeeksperimenter; nemlig dem der gik efter formlen "hvad ville være værst". (Jeg kan lige så godt røbe med det samme at jeg var et ret morbidt barn.) Mit favoritspørgsmål var: Hvad ville være værst - at fryse eller svede ihjel?

Jeg forestillede mig, at jeg fik en dødsdom og selv fik lov at vælge, hvilken af metoderne jeg skulle slås ihjel med. Jeg spekulerede over det i flere år, men til sidst nåede jeg frem til, at fordi varme nogle gange gjorde mig groggy og fik mig til at føle at jeg skulle besvime, ville det være værst at fryse ihjel - for med varme er der et håb om, at min bevidsthed bliver sat ud af spillet før det begynder at blive rigtig slemt.

Jeg fortæller dette fordi min novelle Fremkaldelsen, som Novelleforlaget udgiver i dag, er baseret på et lignende tankeeksperiment. Spørgsmålet var: Hvad er det mest uhyggelige, jeg kan forestille mig?

Det første jeg tænker på, når jeg tænker skræmme-effekt, er noget der vil æde mig. Men store frådende monstre er faktisk ikke uhyggelige. De inspirerer frygt og adrenalin, ja - men til noget så subtilt som uhygge er de for synlige og for nemme at reagere på: Dér er monstret - løb i den modsatte retning. Selv hvis jeg faktisk bliver ædt, er det mere rasende ærgrelse over, at livet skal slutte end uhygge, der griber mig. Der er lidt for meget computerspil, for meget simpel game over, i det.

Så til sidst nåede jeg frem til, at det mest uhyggelige ville være at falde i et mørkt, bundløst hul. Så ved jeg ikke om jeg skal dø lige om lidt - og dét synes jeg er virkelig creepy. Uvisheden er det, der virkelig giver mig kuldegysninger.

Det bringer mig til endnu et af min barndoms tankeeksperimenter: Hvad vil være værst: At livet slutter engang - eller at det ikke gør? Jeg rasede ofte over uretfærdigheden i, at vi skal dø engang. Men måske, tænkte jeg, findes der ikke en værre tortur end uendeligheden. Måske er det alt hvad helvede er. (En ide, jeg for resten synes at Stephen King realiserede fantastisk i sin novelle "Jaunt", og på en måde også i "The Long Walk".)

Historien i Fremkaldelsen udviklede sig dog langt videre derfra - for i litteraturen er uhygge et overraskende tidsbegrænset fænomen. Orv, det var uhyggeligt, og hvad skete der så? Men jeg går stadig ofte tilbage og dvæler ved tanken om, hvad der vil være værst: At historien har en slutning - eller at den ikke har?

Læs Cecilies novelle Fremkaldelsen